Anders Hermansen startede en husstandsindsamling
i Hvejsel sogn og i nabosognene til
det hungerramte Irland.

I året 1847 var der en meget alvorlig hungersnød i Irland. Den førte til at over een million mennesker døde af sult, og 2,5 mill. mennesker udvandrede for at undgå sultedøden. Der var flere årsager til, at det gik så galt. Een af årsagerne var, at man i Irland havde specialiseret sig i kartoffelavl (det frostfrie irske klima var det helt ideelle til kartoffelavl) - i de utallige småkårshjem i Irland var kartoffelen simpelthen hovedærnæringen. Så da kartoffelskimmelen viste sig for første gang i Europa, blev Irland ramt katastrofalt hårdt. Noget andet, som voldsomt forværrede katastrofen var, at den engelske regering, hvorunder Irland hørte på den tid, intet foretog sig for at afværge katastrofen - tværtimod: Man fastholdt, at skatter, afgifter, renter og afdrag m.v. skulle betales punktligt. En hær af pantefogeder udpantede alt hvad småkårsfamilierne ejede, og jog derefter familierne ud på landevejene, hvor der kun var sultedøden at vente.

Men i Sandvad syntes Anders Hermansen dog, at noget burde gøres - han startede en husstandsindsamling. Han skrev følgende brev, som blev båret rundt i sognet og nabosogne, og mange skrev sig på listen med bidrag.

Kjære venner og medchristne i Hveisel sogn!      Det er vist nok den største del af Hveisel sogns beboere bekjendt, om den store Nød i Irland, at Folkene nemlig der døer af Sult i Tuusinde Viis. Ja der er sagt af en agtet mand fra Irland at: "Der døer daglig 300 Mennesker af sult i Irland".      Gud forbarne sig! - Hvilken nød! Den råber om hjælp, raaber over Havet til os, raaber til alle Christne, til alle Menneskevenner, hvis Gaver kan naa det ulykkelige Land, medens det endnu er Tid. Og da der samles Bidrag i andre sogne til disse elendige og haart trængende Mennesker, vilde jeg nødig, Hveisel sogn skulde være uden for den Velsignelse, som Gud lover, naar det hedder: "Hvo, som giver den fattige, ham skal ikke fattes..-".Ordspr. 28-27:      "Hvo som forbarmer sig over den fattige, han lover Herren og han skal betale ham det.".Ordspr. 19-17: syvfold, Syr. 35-10: og Hundredefold igjen, Matts. 19-29.      "Salig, siger derfor David er den, som forstaar sig paa den Nødtørftige, Herren skal redde ham paa en ond dag; han skal bevare ham og ikke give ham i hans fjenders villie; Herren skal opholde ham paa hans sotteseng." Salme 41. 2-4:      "Mine børn lille, lader os ikke elske med ord, ej heller med tunge, men med gjerning og sandhed.".1.Johs.3.18: "Thi dette er vist, vho karrigen saaer, skal karrigen høste, og hvo som saaer i velsignelse, skal høste i Velsignelse. Hver give efter som han haver sat sig for i hjertet, ikke med bedrøvelse, eller af trang; thi Gud elsker en glad giver.".2. Kor.9. 6-7.      Vor Sogne Præst, Højærværdige Hr. Provst Zahle har lovet at bortsende det, der til ham blev leveret i denne Henseende, til Søndagen efter Paaske. Man kan jo tegne sig her paa Subscriptionen hvormeget man vil give, og saa enten betale strax til Omerbringeren heraf, eller til Hr. Provst Zahle inden den ovenfor bestemte tid er udløben, saaledes være denne sag nu lagt i Guds Haand! Sandvad af 30. Marts 1847 Anders Hermansen P.S. Kjæreste Venner! lader os huske og tage til hjerte, hvad Apostlen Jacob skriver Jak.2.13: At der skal gaa en ubarmhjertig Dom over alle dem, som ikke monne gøre Barmhjertighed.

---

Bibelhenvisningerne efter nutidig oversættelse:
Ordspr. 28.27: Hvo, som giver til den fattige, skal ikke have mangel.
Ordspr. 19.17: Hvo, som forbarmer sig over den ringe, låner Herren, og han skal betale ham hans velgjerning.
Siracs Visdom 35.10: Thi Herren er den, som giver igen, og han skal give dig syvfold igen.
Matthæus 19.29: Og hver, som har forladt hus eller brødre eller søstre eller Fader eller Moder eller hustru eller børn eller marker for mit navns skyld, skal få det mangefold igen og arve evigt liv.
Salme 41.vers 2-4: Salig den mand, der tager sig af de svage. - Ham frelser Herren på ulykkens dag. Herren vogter ham, holder ham i live, det går ham vel i landet, han giver ham ikke i fjendevold. På sottesengen står Herren ham bi, hans smertensleje gør Herren ham let.
Johs. 1. brev 3. 18: Mine børn - lader os ikke elske med ord, ej heller med tungen, men i gerning og sandhed.
2. Korintherbrev 9. 6-7: Men dette siger jeg: Den, som sår sparsomt skal også høste sparsomt og den, som sår med velsignelser, skal også høste med velsignelser. - Enhver giver, efter som han har sat sig for i sit hjerte, ikke fortrædeligt eller af tvang, thi Gud elsker en glad giver.
Jakobs brev 2. 13: Thi dommen er ubarmhjertig imod dem, som ikke har øvet barmhjertighed. Barmhjertighed træder frimodigt op imod dommen.

Om hungersnøden i Irland i 1847
Der var flere grunde til, at hungersnøden brød ud i Irland i 1847. Landet havde i årene fra 1800 og frem til 1847 haft en stærk befolkningstilvækst. I Året 1800 var der i Irland 5 millioner mennesker, - i 1847 var det steget til 8 millioner. - Efter datidens forhold kan det nok kaldes overbefolkning. Irland havde jord og klima, der var helt ideel for kartoffelavl, - nattefrost, der i andre egne af kloden er en slem hindring for kartoffelavl, kendte man ikke til. Når der kom flere børn i en familie, avlede man blot nogle flere kartofler. Intet sted i hele verden var befolkningen så afhængig af kartoffelavl som i Irland. Irland hørte dengang ind under England. I London, den engelske regeringsby, var der meget lidt interesse for forholdene i Irland. Irerne havde haft deres egen lokalregering, men den var for længst blevet nedlagt efter ordre fra London. Én af grundene til at den engelske regering ønskede den irske lokalregering nedlagt var, at irerne ønskede at katolikkerne i Irland skulle have samme rettigheder som protestanterne, det ønskede man ikke i London, så nedlagde man den irske lokalregering.
I årene 1845-1846-1847 brød den hidtil ukendte plantesygdom kartoffelskimmel løs over hele Europa. Allerværst ramte denne plantesygdom Irland, fordi man her var totalt afhængig af kartoffelavl. Da de første følger af misvæksten begyndte at vise sig, satte den engelske regering under ledelse af Robert Peel dog hurtigt ind med et nødhjælpsprogram: Der blev hentet skibsladninger af korn og majs til uddeling til de sultende, og der blev iværksat offentlige arbejder, vejbyggeri m.m. Men dette gjorde ikke Robert Peels regering afholdt blandt de engelske godsejere, lorderne. De havde længtes efter stigende kornpriser, og gratis uddeling af korn giver ikke stigende kornpriser. - De fik Robert Peel væltet af pinden og en ny premierminister indsat: sir John Russel. John Russels regering havde en helt anden holdning til nøden i Irland: Kunne irerne ikke klare sig selv, var det sikkert fordi de var dovne, og så var det deres egen skyld, og regeringen behøvede ikke at tage sig af det. Samtidig havde denne regering den overbevisning, at den private ejendomsret er ukrænkelig, dvs. skatter, afgifter, renter og afdrag m.m. skulle betales præcist.
En hær af pantefogeder, assisteret af politi og soldater plyndrede det ene hus efter det andet og fjernede familiernes fedesvin og fedekreaturer. Da familierne ingen kartofler havde at spise, ønskede de at beholde deres fedesvin eller kreatur. Disse var ellers beregnet til salg, for at skaffe penge til renter og afdrag, men nu havde familierne brug for maden selv, for simpelthen at overleve. De udpantede madvarer blev læsset i skibe og sejlet til England. Ligesådan gik det med fiskeriet. Der var mange fisk i havet omkring Irland, og fiskerne havde gode fangster, men fiskerne havde også renter og afdrag og skatter og afgifter, som skulle betales, så fangsterne endte i de fleste tilfælde med at blive læsset i skibe og sejlet til England. Resultatet blev, at i hele hungerperioden sejlede der seks skibe fra Irland til England med mad, hver gang, der ankom eet skib til Irland med mad. Havde irerne fået lov til at beholde al den mad, var der ingen hungersnød blevet. Mere end en million irere døde af sult, og 2,5 million udvandrede til U.S.A. Bagefter fik englænderne meget travlt med at fastslå, at hungersnøden skyldtes kartoffelskimmelen. Irerne selv var ikke i tvivl om, at englænderne havde en meget stor skyld i det skete.
I årene efter, voksede der blandt irerne en svidende had frem, rettet mod englænderne. Dette gjalt ikke alene de, der blev boende i Irland, men i særdeleshed dem, der udvandrede til U.S.A. De mange irere i U.S.A. har lige op til vor tid med stor iver indsamlet penge, som skal bruges til irernes kamp mod englænderne, derfor har den irske undergrundshær I.R.A. aldrig manglet penge til våben og sprængstoffer. Den engelske premierminister, Tony Blair, har for nylig i en officiel tale til det irske folk bedt om undskyldning for "at vi svigtede jer i jeres sværeste stund".

Forhåbentlig kommer det til en udsoning mellem de to folk.

Hvad kom der så ud af indsamlingen i Sandvad og omegn til de sultende irere?
I de protestantiske kirker i Irland blev der arrangeret bespisninger, hvor sultende mennesker kunne komme ind og få stillet deres sult, - på én betingelse: De skulle først afsværge deres katolske tro og blive protestanter! På denne konto blev mange katolikker omvendt og blev protestanter, men da der igen blev mulighed for at skaffe føden i Irland, blev de igen til meget hårdnakkede katolikker.

Hvad kom der ud af dette herhjemme i Danmark.?
Her fik vi noget positivt ud af det. Da der året efter i 1848, skulle skrives en Grundlov for kongeriget Danmark, var både Anders Hermansen og mange andre blevet klar over, at i en sådan situation må staten have et ansvar.

I Grundlovens § 89 kom der til at stå:
Den, som ikke selv kan ernære sig eller Sine, og hvis forsørgelse ikke paaligger nogen anden, er berettiget til at erholde hjælp fra det offentlige.

Vi danske har forstået at få uendelig meget ud af denne paragraf: Folkepension - invalidepension - sygehjælp - bistandshjælp og meget andet.

Vindelev Marts 2001
Anders P.Nørgaard