Jens Jørgensen og vennen Anders Hermansen Vindelev
i den grundlovgivende forsamling 1848.
Jens Jørgensen
Jens Jørgensen blev født i Uldum 28. februar 1806. I året 1847 flyttede han
fra gården i Holtum til Bøgballe, hvor han havde købt en større gård. - Året
efter, at han var flyttet til Bøgballe, oprandt dette i folkefrihedens
historie så mærkbare år 1848. Den 23. oktober samledes de folkevalgte mænd
på Kristiansborg Slot, og Jens Jørgensen var blandt de valgte.
Ved årene havde han vundet så stor anseelse blandt venner og modstandere, at
da der skulle vælges mænd til at udarbejde en fri forfatning for vort land,
fandt vælgerne i Vejle Amts 5. valgkreds det i sin gode orden at sende Jens
Jørgensen som deres tingmand. Han tog nødigt imod hvervet, thi for det
første var han en såre beskeden natur, der kun tiltroede sig selv en ringe
indflydelse i en grundlovgivende Rigsdag, og for det andet var hans hustru
syg og svag, så det var med den største overvindelse, han tog hjemmefra. Hun
var sengeliggende den dag, han skulle rejse. Han havde taget afsked med
hende ved sengen, og det bares han for, som det var sidste gang, han skulle
se hende... han standsede henne ved døren for endnu engang i et langt blik
at sige hende farvel.
Jens Jørgensens første tale i rigsdagen var et ændringsforslag, som han
fremsatte sammen med Anders Hermansen Vindelev. Det var angående valg til
Landstinget. Hovedforslaget gik ud på, at valgbar til Landstinget var kun
de, der i det sidste år havde svaret enten 400
kr.1) i skat eller også
havde haft en indkomst af 2400 kr. Det af Jens Jørgensen med flere stillede
ændringsforslag forlangte, at halvparten af de valgte skulle kun have 200
kr. i årlig skat eller haft en indtægt af 1200 kr., medens den anden
halvpart så skulle vælges blandt dem, der svarede 600 kr. i skat eller havde
en indtægt af 3600 kr. Meningen med dette forslag var at folk fra
middelstanden kunne komme ind i landstinget, forslaget
...2)
Det var under alvorlige forhold, at vor grundlov blev til.
Krigen gik sin gang i hertugdømmerne, snart bar det opad, og snart
gik det nedad; til tider var Jylland stærk truet, og mere end een
jysk Rigsdagsmand havde ondt ved at samle sig om rigsdagsarbejdet,
fordi han ængstedes for hus og hjem.
Så kom slaget ved Kolding den 23. april, hvor vore tropper
blev slået, og oprørerne trængte ind i Vejle Amt. Her fængsledes
amtmanden, Orla Lehmann, og herredsfoged Stokfleth kaldtes hjem
fra Rigsdagen for at overtage ledelsen af Amtets sager.
De Rigsdagsmænd, der boede sydligt i Jylland, havde
mest grund til frygt, men det blev repræsentanterne fra limfjordsegnene,
der kaldte de andre jyske rigsdagsmænd til møde for at
forhandle om det forsvarlige i at forlade Rigsdagen og tage hjem
for at tage vare på deres eget.
Ved den sammenkomst talte Jens Jørgensen et alvorligt
ord til de andre; han foreholdt dem, hvor nødvendigt det var, at
hver blev på sin post, at ikke enten Grundlovsarbejdet helt skulle
gå i stå, eller tilbagegangsmændene, som var stærke i 1849, skulle
få en indflydelse, som næppe ville være en fri forfatning tjenlig.
Han fortalte om forholdene i sit eget hjem, hvor inderlig han måtte
længes efter at gense sin dødssyge hustru, og hvor stærk han droges
hjemad netop nu, da fjenden drog gennem landet, men trods dette
bød hans samvittighed ham at blive, til grundloven var vedtagen.
Hans jævne ord overbeviste de andre, og alle blev, til forhandlingerne
var til ende.
Jens Jørgensen skyndte sig hjem efter, så snart rigsdagsarbejdet
var til ende, og Anders Hermansen fra Vindelev fulgte ham. De
havde ondt vejr på overfarten, og medtagne af rejsen kom de til
Bøgballe. Med bange anelser nærmede Jens Jørgensen sig sit hjem.
Uden for gården gik hans 4-årige søn, Johannes, og ham spurgte han
nu, hvorledes moderen havde det, da udbrød den lille: Min Mor er
jo død! --- "et øjeblik var det, som sorgen skulle overvælde ham"-
siger den gamle kvinde, som er min hjemmel, og som dengang tjente
i hans gård - "da han kom ind i stuen, gik han urolig frem og tilbage
på gulvet, og vennen, Anders Hermansen, der sad ved bordet, kunne
ingen trøst give, hvor gerne han end ville." Jens Jørgensen tog
omsider, da vennen var dragen bort, sine to mindste drenge ved hånden
og gik ad vejen efter Uldum, her mødte han søsteren Maria, og
medens de sad sammen i grøftekanten, udøste han sin klage for hende
og talte uforbeholdent om den trofaste kvinde, og om at hun havde
fundet sit livs glæde i den samme tro og i det samme håb, som han
havde bygget på.
| 1) |
Danmark havde kroner fra 1619 og til 1750 men i 1849 anvendte
man ikke kroner her i landet. Mønten hed da rigsdaler - forkortet Rbd. Men i
1875 blev kronen genindført i Danmark.
Jeg går ud fra, at vedkommende,
som har skrevet dette stykke, uden videre har "oversat" pengebeløbene, ved
at gange pengebeløbene med to, idet der jo skulle to kroner til for at
indløse en Rbd.
|
| 2) |
Forslaget blev forkastet! I grundloven kom der til at stå:
§ 40. Valgbar til Landstinget er enhver uberygtet Mand, som har indfødsret
og hvis bo ei under Opbuds- eller Fallitbehandling, naar han har fyldt sit
40ende Aar og i det sidste Aar enten har svaret i directe skat til staten
eller Communen 200 Rbd., eller godtgjør at have havt en reen aarlig Indtægt
af 1200 Rbd.
Jens Jørgensens og Anders Hermansens forslag blev ikke vedtaget, men fik dog
det resultat, at der blev vedtaget en tilføjelse til § 40. Jens Jørgensen og
Anders Hernansen troede ikke, der var nok af folk i middelstanden, der
tjente så meget, at de kunne blive valgbare til landstinget, Jens Jørgensens
og Anders Hermansen stillede derfor forslag om, at halvdelen af de valgte
kun behøvede at have halvt så høj en indtægt. Deres forslag blev forkastet
med 82 stemmer mod 78. Men der blev lavet en tilføjelse til paragraffen, der
lød således:
I de Valgkredse, hvor Antallet af Valgbare efter denne regel ikke naaer det
Forhold til Befolkningen, som fastsættes i Valgloven, forøges antallet af de
Valgbare med de høieste Beskattede i Valgkredsen, indtil dette forhold er
naaet.
Eller sagt med andre ord: Hvis man ikke kan finde folk nok, der
tjener så meget, må man nøjes med at vælge nogle af dem på egnen, der tjener
mest.
I øvrigt kan det tilføjes, at Anders Hermansen var stærk modstander af, at
der overhovedet skulle dannes et landsting. Han talte stærkt imod det i
grundlovsforsamlingen, idet han anså landstinget for komplet overflødigt.
Han kunne ikke vinde gehør for sine tanker, men udviklingen skulle senere
give ham ret, idet landstinget helt blev afskaffet i 1953.
|
Skriftet om Jens Jørgensen og Anders Hermansen er blevet til på den måde, at
en kvinde, der som ung har været tjenestepige hos Jens Jørgensen, medens
denne boede i Bøgballe, har fortalt, hvad hun huskede til en tredieperson,
som har nedskrevet det. Det tegner et godt billede af et par af de personer,
der var med til at bære de religiøse vækkelser og folkefriheden
frem.
|
